Skip til hoved indholdet

7 ærøske køkkener får støtte til økologisk madprojekt

Syv professionelle køkkener på Ærø har sammen søgt og fået puljemidler af Fonden for økologisk landbrug til et økologisk madprojekt på Ærø.

I projektet skal de syv køkkener arbejde med både yderligere omlægning til økologisk madproduktion og mere grøn madproduktion med øget brug af bælgfrugter, såsom bønner, linser og ærter i måltiderne.

De syv professionelle køkkener er Ærø Madservice, de to kommunale institutioner Kernehuset og Mopælappen, Ærø Sygehus, samt de selvejende uddannelsesinstitutioner Ærø Efterskole, Ærø Friskole og Marstal Navigationsskole/HF-Søfart. Tilsammen laver de dagligt ca. 1800 måltider mad til målgrupper, der spænder fra vugge til næsten grav.

Aktiviteterne i projektet vil bl.a. være kompetenceudvikling af køkkenmedarbejderne i de syv professionelle køkkener til at lave velsmagende, grønnere og mere økologisk mad og samtidig højne økologikprocenten i de køkkener, der ikke allerede har en meget høj økologiprocent. Derudover vil der blive afholdt fælles workshops og grydenær sparring ude i de forskellige køkkener henover året.

Stort tillykke til de syv køkkener for et godt initiativ til mere økologi og grønnere mad til borgerne på Ærø. Projektet er planlagt til at løbe af staben i 2025.

Marie-Sophie Ahlefeldt
Klimakoordinator
+45 63525038
mah@aeroekommune.dk